De sidste 4 år har en tilbagevendende koncertbegivenhed i begyndelsen af september været Storstrøms Kammerensembles tourné med de super dygtige unge talenter fra Region Sjælland og Bornholms Musik- og Kulturskoler.

Det er en stor glæde, at Storstrøms Kammerensemble atter kan give en række koncerter med unge musikere, som har vundet i musikkonkurrencen Unge Spiller Klassisk 2016, Region Sjælland.

Guldborgsund, Kalundborg, Roskilde og Vordingborg er de 4 kommuner der får besøg denne gang.

I år præsenteres 5 solister og en duo i alderen 11-18 år.

Først spiller 12-årige Vera Stæhr fra Roskilde på blokfløjte en Sonate i F-dur i 4 satser af den store barokkomponist Georg Friedrich Händel. Hun akkompagneres af harpe og fagot.

Hun overlader scenen til den 18-årige Mikkel Bruun Kofoed fra Karlslunde på obo. Han har valgt en kvartet i B-dur for obo og strygere af Johann Christian Bach. J. Chr. Bach var yngste søn af den store Johann Sebastian Bach. Han komponerede musik i wienerklassisk stil og var bl.a. et forbillede for den unge Mozart.

Den sidste solist inden pausen er Kristian Norholdt Klausen på trompet. Han er 16 år og kommer fra Hårlev. Han spiller 2 satser fra en trompetkoncert i Es-dur af Johann Baptist Neruda, en ret ukendt tjekkisk komponist fra begyndelsen af 1700-tallet. Trompetkoncerten er i dag hans bedst kendte værk.

Efter pausen spiller David Koch Christensen på cello. Han er 12 år, kommer fra Præstø og har valgt en sonate i D-dur af den store barokkomponist Georg Philipp Telemann. Akkompagnementet til sonaten udføres af harpe og cello

Herefter følger et af Mozarts smukkeste stykker musik: Den langsomme sats fra Klaverkoncert nr. 23 i A-dur. Den bliver spillet af 11-årige Erik Netterstrøm fra Stege akkompagneret af hele Storstrøms Kammerensemble.

Programmet afsluttes med Vivaldis koncert i B-dur for violin, cello og strygere. Solostemmerne bliver spillet af Duo Franyó, som består af Josephine og Magnus Franyó (14 og 12 år) fra Jyllinge.

Søndag 4. september 2016 kl. 15.00:

Fuglsang Herregård, Nystedvej 73, 4891 Toreby (Entré)                             arr. af Fuglsang Musikforening

Mandag 5. september 2016 kl. 19.00:

Musisk Skole Kalundborg, Skovbrynet 55, 4400 Kalundborg (Gratis)       arr. af Musisk Skole Kalundborg

Onsdag 6. september 2016 kl. 19.00:

Hellig Kors Kirke, Agerskellet 10, 4040 Jyllinge (Gratis)                                       arr. af Roskilde Kulturskole

Torsdag 7. september 2016 kl. 19.00:

Kulturarkaden, Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg (Gratis)                          arr. af Vordingborg Musikskole

Share This